De beslutningstagende institutioner

EU er mere end blot en sammenslutning af forskellige lande. Der er tale om en struktur, som ikke falder ind under nogen traditionel retslig kategori. EU er historisk unikt, og dets beslutningsproces har været under konstant udvikling i de seneste 60 år.
Traktaterne (kaldet »primær« ret) danner grundlag for vedtagelsen af en lang række »sekundære« retter, som har direkte virkning for EU-borgernes dagligdag. Sekundær retten består hovedsageligt af forordninger, direktiver og henstillinger, som vedtages af EU-institutionerne.
Disse love — og EU’s politik generelt — er resultatet af beslutninger truffet af EU's institutioner. Nedenfor finder du en introduktion til EU's beslutningstagende- og lovgivende institutioner.
Billede

​Institutionernes roller og samspil

I Danmark er regeringen det udøvende organ og Folketinget repræsenterer den danske befolkning. EU fungerer meget på samme måde.

I EU er Europa-Kommissionen det udøvende organ (uafhængigt af de nationale regeringer), som skal varetage EU’s fælles interesser). Europa-Parlamentet repræsenterer alle EU-borgere, og så har vi Rådet hvor de nationale regeringer er repræsenteret.

​
  • Europa-Parlamentet: Repræsenterer EU-borgerne, deler lovgivnings- og budgetbeføjelser med Rådet.

  • Det Europæiske Råd: EU-landenes stats- og/eller regeringschefer mødes som Det Europæiske Råd for at fastsætte EU’s overordnede politiske kurs og træffe vigtige beslutninger om centrale spørgsmål.

  • Ministerrådet: (også kaldet Rådet), der består af ministre fra EU-medlemsstaterne, mødes jævnligt for at træffe politiske beslutninger og udarbejde EU-lovgivning.​

  • Kommissionen: Varetager EU’s fælles interesser, er det vigtigste udøvende organ. Kommissionen fremsætter lovforslag og sikrer, at EU’s politiske initiativer gennemføres korrekt.

 

Andre vigtige EU-institutioner:

EU Domstolen

Den Europæiske Centralbank (ECB)

​Den Europæiske Unions Domstol, som har hjemsted i Luxembourg, består af én dommer fra hvert EU-land, der bistås af elleve generaladvokater. De udnævnes for seks år efter fælles overenskomst af medlemslandenes regeringer og kan genudnævnes.

Når de beslutningstagende institutioner i EU har vedtaget en ny forordning, har denne forrang over national lov. Det betyder, at hvis EU har vedtaget en lov om at der skal være færre skadelige stoffer i vores madvarer end i følge national lov, så skal nationalstaterne lave deres lovgivning om så den følger EU-lov. Det betyder også, at hvis der er nogen, der bryder loven og putter for meget sukker i deres sodavand, så kan man ligge sag an i EU-domstolen, som står over de højeste nationale domstole (højesteret i Danmark).

Dommere i EU domstolen skal være fuldstændigt uafhængige af landene. Det er nemlig Domstolens opgave at sikre, at EU-lovgivningen overholdes. Derudover er de også "traktaternes vogtere", da det er deres opgave at sikre, at traktaterne fortolkes og anvendes korrekt i hele EU.
Læs mere om forskellen på lovgivningen i EU her

​Fra den 1. januar 1999 til den 1. januar 2002 blev euroen indført som fælles valuta for de EU-lande, der deltog i euroområdet (Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig).

​Det Europæiske Monetære Institut blev erstattet af Den Europæiske Centralbank, der fik ansvaret for den monetære politik, som nu blev fastlagt og gennemført med den nye valuta. Tre lande (Danmark, Storbritannien og Sverige) besluttede af politiske og tekniske årsager ikke at indføre euroen, da den blev lanceret.

Den Europæiske Centralbank i Frankfurt er ansvarlig for at forvalte euroen og EU’s monetære politik. Dens bestyrelse består af seks direktører og cheferne for de nationale centralbanker i de 19 lande i euroområdet. Centralbankens hovedopgaver er at fastholde prisstabiliteten og føre tilsyn med bankerne i euroområdet. Tidligere chef for den italienske nationalbank, Mario Draghi, har været formand for Centralbanken siden 2011.

Slovenien indførte euroen i 2007, efterfulgt af Cypern og Malta i 2008, Slovakiet i 2009, Estland i 2011, Letland i 2014 og Litauen i 2015. ​Euroområdet omfatter således 19 EU-lande, og hver enkelt af de andre medlemsstater forventes at følge efter, når de opfylder de fastsatte betingelser, undtagen dem, der har opnået en undtagelse under traktatforhandlinger.

Historien omkring EU's start og Den Europæiske Centralbank.