Fredens projekt

Det europæiske samarbejde, som med tiden førte til EU, startede kort efter 2. verdenskrig i 1952. Tilliden mellem landene skulle genopbygges, og der var brug for økonomisk vækst. Det førte over de følgende årtier til mere samarbejde, på flere områder.
Da 2. Verdenskrig (1939-1945) sluttede, var omkring 65 millioner mennesker blevet dræbt og Europa lå i ruiner. Europæerne havde oplevet to verdenskrige, kun adskilt af 21 års fred. Frankrig var ligesom under 1. Verdenskrig blevet ramt hårdt, og interessen for at undgå en ny krig i Europa var stor. Vesttyskland og Italien ønskede samtidigt at genopbygge deres nabolandes tillid. Derfor besluttede 6 lande, Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg, at starte det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952. Fællesskabet lavede love for handlen af kul, stål og materialer, der var vigtige for genopbyggelsen af Europa. Disse materialer var samtidigt nødvendige, hvis et land ønskede at gå i krig. Kul var energien, der drev våbenindustrien og stålet var blevet brugt til at producere våben, tanks og fly; deraf navnet Kul- og Stålfællesskabet. Ved at lave fælles love, kunne man kontrollere hinanden, og opdage, hvis et land var ved at gøre klar til krig. Denne aftale gjorde handlen mere effektiv, mellem landene, og skulle senere udvikle sig til det vi i dag, kender som EU.
Da 2. Verdenskrig (1939-1945) sluttede, var omkring 65 millioner mennesker blevet dræbt og Europa lå i ruiner. Europæerne havde oplevet to verdenskrige, kun adskilt af 21 års fred. Frankrig var ligesom under 1. Verdenskrig blevet ramt hårdt, og interessen for at undgå en ny krig i Europa var stor. Vesttyskland og Italien ønskede samtidigt at genopbygge deres nabolandes tillid. Derfor besluttede 6 lande, Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg, at starte det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952. Fællesskabet lavede love for handlen af kul, stål og materialer, der var vigtige for genopbyggelsen af Europa. Disse materialer var samtidigt nødvendige, hvis et land ønskede at gå i krig. Kul var energien, der drev våbenindustrien og stålet var blevet brugt til at producere våben, tanks og fly; deraf navnet Kul- og Stålfællesskabet. Ved at lave fælles love, kunne man kontrollere hinanden, og opdage, hvis et land var ved at gøre klar til krig. Denne aftale gjorde handlen mere effektiv, mellem landene, og skulle senere udvikle sig til det vi i dag, kender som EU.
Samarbejdet udvidesKul- og Stålfællesskabet blev en stor succes. De seks lande valgte derfor hurtigt, at samarbejdet skulle bredes ud til andre områder. Det førte til oprettelsen af det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958. Med det økonomiske fællesskab kunne man arbejde med nye områder og man satte tolden på varer ned, så det blev billigere at handle med hinanden på tværs af landegrænser. Ved at sikre billigere handel på tværs af landegrænserne i Europa, sikrede man både fred og økonomisk vækst i Europa gennem samarbejde og gensidig afhængighed.
Når et lands befolkning ikke har mad nok, skaber det spændinger og øger risikoen for optøjer og krig. For at sikre fremtidens madforsyning i Europa skabte man et andet vigtigt tiltag - den fælles støtte til landbruget. Denne trådte i kraft i 1962, og har siden da været den største udgift for EU. |
Danmark kommer medDanmark var i efterkrigstiden meget afhængig af eksport af landbrugsvarer til Storbritannien, man ønskede samtidig et tættere nordisk samarbejde. Storbritannien prioriterede deres gamle kolonier samt forholdet til USA, og gik derfor ikke med i Kul- og Stålfællesskabet i 1952. Storbritannien ændrede holdning i 1960erne, men blev to gange afvist af franskmændene. Tredje gang var lykkens gang og i 1973 kom Storbritannien sammen med Irland med i EF. Danmark ville gerne følge Storbritannien, og ville desuden også gerne være en del af landbrugsstøtten. Efter stærk debat og en folkeafstemning, kom Danmark også med i EF i 1973.
|
|
Vejen mod et indre markedI 1980'erne var Europa i økonomisk fremgang. Det hjalp med til at skubbe på, til en udvidelse af det europæiske samarbejde. Derfor blev medlemslandene i 1986 enige om teksten til en ny traktat. Hovedmålet med traktaten var at skabe et indre marked, der skulle gøre den europæiske industri mere konkurrencedygtig. En vigtig pointe ved det indre marked var, ikke kun at sænke tolden på varer, men også at afskaffe en masse besværlige regler, der gjorde det svært at handle med hinanden, såkaldte tekniske handels-hindringer .
|
Tekniske handelshindringerEn teknisk handelshindring kunne f.eks. være, at man godkender produkter til salg på forskellige måder i forskellige lande. Det betyder at man ikke bare kan sælge en vare i flere lande, fordi loven er forskellig. I dag er det sådan, at hvis en is-maskine eller deodorant er godkendt i Danmark, så kan den også sælges i Tyskland og Italien uden igen at skulle godkendes der. Disse ændringer i lovgivningen skulle være gennemført inden 1. januar 1993. Europa-Parlamentet fik desuden mere indflydelse på lovgivningen, og Ministerrådet blev styrket, så de kunne vedtage lovgivningen ved flertal i stedet for enstemmighed.
|
EF bliver til EU ved Maastricht-traktaten i 1992-93
Maastrichttraktaten er til afstemning i 1992 men bliver et overraskende nej til traktaten. Se videoerne nedenunder og få et indblik i, hvordan historien udspillede sig, både efter nej'et til Maastrichttraktaten til venstre, men også urolighederne efter et ja til selvsamme traktat i 1993 men med indførselen af de danske forbehold.
|
|
Mere om EU traktaterne
Du kan læse meget mere om de forskellige traktater på EU's officielle hjemmeside: https://europa.eu/european-union/law/treaties_da
Hør mere i denne video omkring EU traktater - Fra hjemmesiden Kosmos Undervisning